Hej Danmark..

Selvom vi var kommet i luften lidt for sent i London, så landede jeg søndag på det planlagte klokkeslæt kl 12.50 i Kastrup. Her blev jeg modtaget af mor, far og en pose haribo. Dejligt!

Vi tog færgen hjem, hvor hele den øvrige store familie ventede i Todbjerg, med dejligt kageborg og senere aftensmad! - Det var så dejligt at se alle igen!

Nu har jeg så været hjemme i et par dage. Og selvom jeg ikke helt har fået pakket kasserne ud endnu, så er jeg også tilbage i lejligheden, og tilbage på kontoret hos projektrådgivningen, hvor jeg skal være resten af min praktik.

Den blandede følelse, jeg forlød Ghana med, er der stadig. Jeg savner Ghana, og ville tage tilbage lige med det samme, hvis jeg fik muligheden for det. Jeg har brugt de sidste par dage på at høre en masse musik dernede fra, se billeder og ikke mindst er mine tanker ofte stadig dernede.

På kontoret er jeg også så heldig at have en masse folk, som kender Ghana rigtig godt, så her kan man også komme af med nogle af alle de Ghana tanker som stadig florer i mit hoved.

Men jeg har også brugt de sidste par dage på at se familie og veninder som jeg ikke har set længe, og gud hvor er det dejligt! Noget af det jeg har savnet i Ghana var netop nogle mennesker som kendte mig godt. Bedre end de har kunne komme til i Ghana på de tre måneder jeg har været der. Jeg har savnet folk som vidste hvad jeg snakker om, og som man kunne lave interne jokes med. Det er virkelig dejligt at komme tilbage til!

Good bye Tamale.. Good bye Ghana..

 Den sidste tid i Tamale gik meget hurtigt. Jeg synes fx at den sidste weekend kom meget hurtigt, og dermed weekenden, hvor jeg gjorde de første ting for sidste gang. Sara og jeg havde vores sidste lørdags lunch på Sparkles (noget der med tiden har udviklet sig til at blive en fast ugentlig begivenhed), vi var ved poolen for sidste gang, og ikke mindst var vi i byen, på Giddipass for sidste gang. Den sidste uge blev yderligere presset da jeg besluttede at tage to dage før fra Tamale end egentligt planlagt, fordi jeg så ville kunne nå ned og se lidt mere ved kysten, inden jeg tog afsted. Blandt andet ville jeg gerne se et af de mange kendte slaveslotte som pryder Ghanas kyst. Dermed blev min afrejse altså rykket fra fredag til onsdag.
Mandag aften havde Steffen aftalt med en af pigerne i huset at de skulle lave fufu. Det var rigtig sjovt, og en hyggelig aften hvor vi brugte noget mere tid sammen med familien. Fufu er noget de spiser rigtig meget i Ghana. Det er kogte yams, som man tæsker i en træskål, og som derefter får en dej agtig konsistens. Dette dypper man i en suppe, og spiser så med fingrene.

 Tirsdag fik jeg sagt farvel til SfL og GDCA kontorerne. Og om aftenen tog vi på Jungle Bar, hvor jeg sagde farvel til mine ghanesiske venner. Tanken om at jeg måske aldrig ser dem igen er meget mærkelig.  Og må indrømme, ikke rigtig noget jeg kan forholde mig til.. Så den tanke skubber vi lidt væk.. Jeg vidste at jeg ville få en meget travl onsdag, så efter Jungle Bar tog jeg hjem og pakkede... Det er også underligt.. at skulle pakke hele sit liv fra tre måneder ned i to tasker.. Men sådan er det jo..

Onsdag skulle jeg lige nå det sidste inden vi skulle med bussen ud af byen kl tre. Det vil sige, jeg skulle til et sidste møde med LOM, da vi stadig havde et lille hængeparti angående en lille raport jeg lavede for dem. Så ville jeg også gerne ud at se det sted hvor Iddris og Osmans dansegruppe holder til. The Youth Home, som jeg har hørt så meget om. Og så skulle jeg mødes med Sara inde ved kulturecenter, for lige at lave lidt indkøb af ghanesiske ting, inden jeg tog afsted. Alt sammen noget der gav en meget travl dag! - Og jeg hyggede mig så meget med Sara at jeg slet ikke kunne tage mig sammen til at tage hjem, hente mine ting og komme afsted... Det var som om jeg skulle sige farvel til byen, ikke nogen bestemte mennesker, det havde jeg gjort, men byen, og det var svært.. Havde ikke rigtig lyst til at smutte... Så trak den til det yderste..

Og vi endte da også med at komme alt for sendt hjemme fra, og nåede ikke den bus vi egentlig havde planlagt. Jeg skulle afsted sammen med Iddris, en som jeg har været rigtig meget sammen med på det sidste. Planen var at vi skulle tage en bus til Kumasi den aften, for så at sove der, og tage en bus videre meget tidligt næste morgen. Men eftersom vi ikke nåede den planlagte bus, endte vi først med at være i Kumasi kl et om natten. Så var der fire en halv time til næste bus gik, og vi besluttede derfor ikke at finde et hotel, men i stedet blive på stationen og vente.. Så vi fandt en dame som lavede æggesandwich og te, og så brugte vi natten på at spille uno foran hendes bod.

Næste morgen tog vi til Cape Coast. En rigtig lækker by ved kysten, hvor de tidligere engelske kolonisters indflydelse ses meget tydeligt på byggestilen. Det gør byen meget charmerende.

Desuden har den nogle lækre strande.. (for mit vedkommende kun at se på, fordi man aldrig ved hvad de propper i havet...)

 Og så har de det jeg kom for. Cape Coast Castle, som er et af de største slaveslotte tilbage fra den tid. Det er sindssygt flot! - På overfladen.. Men når man går under jorden og bliver konfronteret med kamre med plads til 1000 fanger, der har levet under fuldstændig inhumane vilkår eller når man står foran ”gate of no return”, så bliver man mindet om hvad det egentlig er der er foregået, på dette ellers smukke sted.

Omfanget for slavehandlen af afrikanere er meget usikre, og der findes tal alt imellem 12 og 25 mio., som er blevet handlet til Syd eller Nord Amerika eller Europa.

Til min overraskelse var antallet af slaver til Nord Amerika faktisk meget begrænset. Jeg har læst mig frem til at en tredje del af slaverne kom til Brasilien, en tredje del til Cuba og så var den sidste tredje del fordelt på resten. Og at det anslås at der kom 1-3 mio. slaver til Nordamerika. Det overraskede mig faktisk.

 Fint fangerum, men plads til 150 kvindelige slaver.. Mændene var 200 på ca den samme plads.

 Livligt fisker liv lige udenfor "Gate of no return"

Men men, vi havde kun en enkelt nat i Cape Coast hvorefter vi tog videre til Accra. Her fandt vi et fint fint hotel, og slappede mest bare af i byen, imens jeg købte de sidste gaver og ting med hjem.

Lørdag aften fulgte Iddris mig til lufthavnen, hvor jeg som planlagt fløj ved ellevetiden... Det var rigtig underligt at skulle forlade Ghana. Jeg har været meget meget glad for mit ophold der, og ønsker bestemt at komme tilbage en dag. Jeg har været omgivet af søde mennesker dernede. Ghanesere har en fantastisk lyst til at møde en, lære en at kende, og sørge for, at man altid har det godt. De har en venlighed, som jeg ikke synes jeg har mødt noget andet sted i verdenen, og det var derfor også med en meget blandet følelse at jeg gik ind i lufthavnen og steg ombord på flyet. Jeg kommer helt sikkert til at savne Ghana og folkene dernede meget.

24 år

Søndag d. 15 maj er min fødselsdag, og på det punkt er jeg stadig et lille barn, som elsker at fejre denne dag. Desværre så vidste jeg ikke lige hvordan det skulle gøres, fordi ghanesere fejre ikke fødselsdag. Mange hernede kender ikke datoen for deres, og dem som gør fejre den i hvert fald ikke. Så vidste ikke om det ville være lidt for festligt at invitere ghaneserne til en dag, hvor man fejrede min fødsels. Sara derimod var med på den, - og hun har en ovn! Så dagen før havde vi aftalt, at hun ville lave boller, hun havde købt fransk smør og så ville hun tage en cacao blanding med om eftermiddagen. Så jeg var egentlig endt med at tænke, at det ville være min fødselsdag. Boller og cacao med hende og Steffen om eftermiddagen.

Jeg vågnede op til to søde smser hjemmefra og tanken om, at det jeg ønskede mig mest idag var en travelpack stjernemix! - Mmm, det kunne jeg godt spise. Da jeg stod op står der ude på bordet en flaske rødvin og et billed, som steffen tog af mig på vej til Busua. :) Det var nok, uden at vide det, det jeg ønskede mig anden mest. Tak steffen!

Steffen havde desuden købt jucie og æg, så morgenmaden blev lidt mere lækker end sædvanligt. Derefter gik jeg ind til byen, og købte ind. Det endte med at jeg købte en masse frugt, sodavand og slik, og så inviterede jeg drengene til også at komme om eftermiddagen. - Og det var så huggeligt! Saras boller havde hun formet til en lille kone, med slik på. Og det var lækkert at få boller med rigtigt smør! :) Selv ghaneserne kunne lide det! De plejer ellers at synes at brød er kedeligt, og at ting skal smage af en hel masse før de gider at spise det. Men Saras boller var virkelig et hit.

Jeg havde fået nogle lys af en anden pige før hun rejste, og havde fået flag med hjemmefra af min mor. Så alt var som det skulle være.

  Og jeg fik både dansk og engelsk fødselsdagssang.. Drengene blev desuden i overraskende land tid. Jeg har aldrig før set dem sidde stille det samme sted før i mere end et par timer. Men de sidste gik omkring halv syv tiden, hvor Steffen og jeg så gik på Swad og spiste. Det var en dejlig fødselsdag!

Med School for Life i Salaga

 Som en del af min tid i School for Life har det hele tiden været meningen at jeg skulle ud i et af deres distrikter og følge arbejdet med klasserne derude. Derfor tog jeg i ugen op til min fødselsdag til Salaga for at bo der en lille uges tid. Der sidder 3 medarbejdere i Salaga, 2 supervisorer og en koordinator. Om søndagen blev jeg hentet i en af school for lifes biler, som kørte mig derud. Jeg skulle bo på kontoret, som har et lille værelse til overnattende gæster. 

Kontoret ligger lidt udenfor byen, og er søndag aften ret øde! Da jeg kom derud ved firetiden var Osman der. Han er caretaker. Det betyder, at han passer på huset i dagtimerne fra seks til seks, og om aftenen til næste morgen kommer der en watchman, som ser efter huset i de timer. I praksis betyder det, at de sidder på bænken ude foran eller ligger på en måtte og sover. Da vi var udenfor byen, havde jeg ikke rigtig mulighed for at gøre noget selv. Jeg fik besked på at sende Osman afsted på hans scooter, hvis jeg ville have fat i noget, så hentede og bragte han, hvad jeg gav ham besked på. Det synes jeg dog er en smule underligt, med sådan en ung fyr der står til tjeneste, så begrænsede mine indkom ret meget den uge. Den første aften kom han med mad til mig, som koordinatorens kone havde lavet. Kogte yams med tomat/bønnesovs. Det synes jeg var enormt fint. Resten af ugen levede jeg stort set af jollof rice og red red som han hentede i en chopbar et par kilometer væk. Ellers sørgede han altid for at der var kogt vand og te til mig, og om morgenen hentede han brød. Det er meget underligt ikke at være i stand til at gøre noget selv.

Men det var fedt at være i Salaga. Det var en blanding af en masse oplevelser, lidt arbejde og meget afslapning. Jeg ved ikke om jeg nogensinde har forklaret school for life (SfL) konceptet herinde. Men det går ud på, at man laver nogle klasser, som de små landsbysamfund i princippet har ansvaret for. Landsbyen har ansvaret for at finde en facilitator, en person som kan modersmålet og som frivilligt vil stå for undervisningen, de skal finde et sted at undervise og så skal de lave en lille komite, som har ansvaret for driften af skolen. Tilgengæld kommer SfL med undervisningsmateriale, de underviser facilitatorene og de kommer ud og supervisere dem over hele den ni måneders lange periode sådan en klasse vare.

 Det er selvfølgelig tiltænkt børn som ikke er kommet ind i det formelle skolesystem. Grunden til at børn ikke kommer i skole hernede er ofte at forældrene ikke har råd til at betale schoolfees eller fordi børnene skal arbejde i huset eller i marken derhjemme. At gå i en SfL klasse er i princippet gratis. Da facilitatoren skal arbejde frivilligt indgås der dog aftaler i landsbyen om, hvordan forældrene kan hjælpe denne, så han kan få tid til at gå fra sit eget landbrug til at undervise. Klasserne ligger desuden altid om eftermiddagen, hvilket betyder at børnene kan arbejde i hjemmet om morgen og formiddagen. Disse ting gør, at flere forældre går med til at sende deres børn i skole. Når det ni måneders forløb så er slut skal SfL eleverne fortsætte over i det formelle skolesystem. - og det er der faktisk rimelig gode tal for at de gør. Ca 80% fortsætter i den offentlige skole.

Nå, det var lidt et side spring, men lidt nødvendigt for at forklare supervisorernes arbejde. Deres arbejde består altså i at tage ud til klasserne, for det første tjekke at de bliver afholdt, om børnene møder op og så assistere fasilitatoren, hvis denne har nogle ting som han/hun finder vanskeligt. Hver supervisor har ca. tyve klasser som de holder styr på. Desuden holder de møder med de lokale komiteer hvis der opstår problemer, og med forældre hvis der fx er et barn som ikke møder op til timerne.

Arbejdet med klasserne ligger altid om eftermiddagen, fordi det er her klasserne forløber. Lige nu går arbejdet meget med at tjekke om børnene har lært det de skal, fordi de i næste måned skal op til eksamen, som er den prøve som bestemmer hvilket klassetrin de skal ind på i den formelle skole. 

Udover at arbejde lavede jeg også andre ting. Salaga var et meget stort knudepunkt for slavehandlen i Ghana, og faktisk for en stor del af Vestafrika. Slaverne blev transporteret dertil, for så at blive solgt på markedet, og derefter fragtet videre ned i landet, og ned til de hvide ved kysten.

Så den ene dag var jeg på guidet tur rundt i byen og se de forskellige ting som stadig minder byen om dens fortid. Jeg så badene og brøndene, hvor de badede slaverne, smurte dem ind i olie og fedede dem op så de så gode og stærke ud før de kom ind på markedet, jeg så gravpladsen, hvor de smed dem som ikke overlevede, og så markedet selvfølgelig, i dag markeret med et skilt og en busstation.

  Efter slave rundturen tog Ibrahim mig med op i hvad han kaldte Salagas Rundetårn. :) De to supervisorer derude har begge været i Danmark igennem organisationen og et lærerudvekslingsprogram de havde for nogle år siden. Og i Danmark havde selvfølgelig været oppe i Rundetårn. Så meget stolt tog han mig med op på taget af byens største moske, hvorfor man kunne se hele Salaga, og meget mere. Det var rigtig fedt!

Salagas "Rundetårn":

 Byen og mig set fra oven...

 Derudover brugte jeg utrolig meget tid på kontoret – med meget begrænsede ting at lave. Det meste af tiden gik med at se film på min computer, skrive dagbog, læse eller sidde ude på bænken sammen med de andre. Jeg nåede ned på et stress niveau som mest mindede mig om Busua. Det var en uge hvor jeg tullede meget rundt.. - Men det var en dejlig uge, bestemt!

Da de fleste klasser holder fri om fredagen, da det er et muslimsk samfund, så besluttede jeg at tage hjem der. Så kl ni om morgenen kom der en bil og hentede mig.

Hvis min praktik havde været bare en uge længere så tror jeg bestemt at jeg var taget derud igen.

En dame på en cykel.. Taget nn af de mange stunder, hvor vi bare sad ude på bænken foran huset og observerede alle dem der kom forbi ude på vejen.. De andre grinede selvfølgelig da jeg tog det her billed.

Mole

Det at vi tog til Mole nationalpark i sidste weekend var meget impulsivt. Vi har hele tiden vist, at vi skulle derud på et tidspunkt, men vi regnede ud, at hvis man skal med offentlige transportmidler, så vil det kræve tre dage. Derfor ville vi skulle spørge om en fredag fri, og eftersom vi lige har holdt påskeferie ville vi udskyde det lidt. Men om eftermiddagen fredag i sidste uge fik jeg at vide at mandag var helligdag (Pga 1. maj.. hvis helligdagen ligger på en søndag, så rykker man den jo). Så meget hastigt besluttede vi at tage til mole dagen efter. Jeg var oppe kl seks for at få os skrevet på en plads i bussen, som skulle køre kl 14.. Men da jeg kom op til stationen for at hente billetterne kl 12 sagde de at bussen ville gå allerede kl 13, så der var vi der selvfølgelig. Bussen til Mole er kendt for at være mere end almindeligt ustabil, og vi sad da også og ventede på busstationen til kl 16, hvor en hollandsk pige vi var kommet i snak med finder ud af at der går en anden bus, ud til Larabanga, hvorfra vi ville kunne tage en taxa de sidste få kilometer. Så det gjorde vi, og fire timer senere var vi endelig fremme. Vi fulgtes med en pige fra Panama, den før nævnte hollandske pige, hendes forældre og hendes veninde.

Næste morgen startede vi med en "walking safari". En to timers gåtur rundt i lidt af parken hvor man ser en masse aber, antiloper, og så så vi to krokodiller.

Jeg har sat nogle billeder ind som viser lidt om hvordan det var, og hvad vi så.. 

Gåtur i den lokale by, som var fyldt med aber og vortesvin..

Hullet i sivene var et fint hvilested for en krokodille, som dog skyndte sig ud i vandet da vi kom.. Man kan lige skimte den ude i søen lidt længere uge..

 Efter gåturen spiste vi morgenmad på motellet. Om eftermiddagen skulle vi ud på en safari i bil. I tiden indtil da slappede vi bare af udenfor og i motellets pool. Her har en af aberne lige gaflet en sandwich fra frokostbuffen.
Driving safari..

Det er en elefant røv! En vaske ægte levende elefantrøv!

og det er et par elefant øre og pande.. jo jo, den er god nok.. jeg så en elefant! :)

 Og to bøfler så vi...

 Og en flot blå fugl, som jeg ikke har en chance for at huske hvad hedder..

Og et baobab træ!

 Der var masser af antiloper..

Efter turen fik vi at vide, at vi var meget heldige. Det er bestemt ikke alle som ser hverken elefanter eller bøfler på deres ture til Mole. Og af de tre andre biler som var taget afsted samme tid som os, havde en set en bøffel, en en elefant og en bil havde ikke set nogen af delene...
Jeg tror blandt rejsende, at der er meget blandede følelser omkring Mole. For folk som har været på Safari i Østafrika, er det tydeligt at se, at de ikke synes Mole er noget at råbe op om. Jeg selv synes det var rigtig fedt, men jeg kan også godt se, at hvis vi havde kørt rundt i to timer og ikke set andet end antiloper, så var min begejstring nok også begrænset.
Mole er gjort til noget meget stort, safari mæssigt, fordi det er det største Ghana har, og på den front kan jeg godt forstå hvis nogle går fra Mole med en lidt flad fornemmelse.
Ikke desto mindre er det et rigtig dejligt sted, og det er svært ikke at nyde parken. Alle hernede er da også enige om at det er et sted man bør besøge. Man skal bare tilpasse sine forventninger efter at vi sidder i Ghana, og ikke på den østafrikanske savanne.
Mole levede dog som sagt op over mine forventninger. Dejligt sted!

Det samme kan man dog ikke sige om den offentlige transport.. Næste morgen stod vi op kl 03.30, da dagens eneste bus til Tamale skulle gå kl. 04. Det gjorde den bare ikke.. den ville slet ikke gå den dag..
I stedet kunne vi komme med en af motellets biler til at køre os ind til en by 30 væk hvorfra vi kunne vente på en anden bus.. Eller han kunne køre os til helt til Tamale på 150 cedis.. Vi valgte det sidste. Den dyre, men rare og hurtige løsning. Vi var tilbage i Tamale kl 07 om morgenen. - Dejlig weekendtur!
 

Hyldest til chopbars!

Jeg har ladet mig fortælle at den ghanesiske mad, og hovedsageligt de liter af olie der er deri, har båret skylden for, at mange hvide er taget fra landet med flere kilo på kroppen end da de kom.

Ikke desto mindre vil jeg gerne sige, hvor glad jeg er for maden! : )

Fried rice eller Jallof rice (to forskellige former for ris med olie og krydderier, og nogle gange rester af grønsags- kyllinge eller fiske stumper) er noget jeg har fået rigtig meget hernede. Ghaneserne siger selv, at det er et festmåltid, ikke desto mindre fik vi det altid på vores udflugter med LOM. Man får sådan en hvid boks (billedet), som var proppet med ris, lidt salat, og et meget sølle stykke kylling eller perlehøne. Den på billedet er ikke helt som de er flest, fordi jeg selv har bestemt, og derfor fået grønsagssauce til, og ingen kød. Men man får altså sådan en madpakke udleveret sammen med en plastikske til særlige lejligheder. Til det ene bryllup jeg har været til fik vi også sådan en pakke sammen med en afro cola.

Det kan godt være, at selve pakkerne er til særlige lejligheder, men byen er fyldt med Chopbars. Små boder med store plastikbøtter hvorfra kvinderne sælger lignende mad. Man vælger så imellem tre-fire slags ris, fufu (yamsmos) salat, spaghetti, sauce og kødstykker- og jeg synes altså, at det er meget godt.. Jeg beder altid om en slags ris, salat og no meat, så får man den ris man har spurgt efter, salat, spaghetti og sauce hvor de har fisket udenom kødet. Hvis man spiser på stedet låner man en plastikskål og en ske, ellers får man det i en pose. Alt sammen for den nette sum af 1 cedi (3,5kr). Og det bedste er (og jeg ved ikke, hvordan det kan lade sig gøre) men hverken Steffen eller jeg er endnu blevet syge hernede! På dette tidspunkt i Bolivia havde jeg været syg op til flere gange med diæt af ris og salt og sukker blandinger til følge, og i Indien fik jeg dehlibelly efter fire dage, og havde det turen ud.. Hernede har der ikke været noget.. - hvilket jeg selv er overrasket, men ganske tilfreds med! 7-9-13...

Og vandet.. En flakse med 1,5 liter vand koster 2 cedis (7kr) hvilket egentlig er okay.. Men jeg opdagede hurtigt at langt de fleste køber sådan nogle små 0.5 liters poser med vand. Prisen er godt nok blevet fordoblet imens jeg har været hernede fra 15 til 30 øre, men det er stadig virkelig billigt drikkevand! Hvilket betyder at der er vand til alle.. Poserne fås overalt, og man ser alle typer her i byen drikke dem.

Man bider bare et lille hul i et hjørne og drikker af posen (igen et under, at vi ikke er blevet syge.. 7-9-13..) Ghaneserne kan tømme sådan en pose på sekunder, men for vi andre, så kan det virke lidt som en kop, som man bare kan stille fra sig og så drikke af igen.. Smart..

Der er i mine øjne kun et minus ved vandposerne.. Det er poserne uden vand i.. som bare bliver smidt på jorden, og nu ligger over alt.. - og så det faktum, at det har været oppe i pressen, at man ikke altid kan stole på, at vandet i poserne er behandlet ordentligt. Den nyhed kom dog først mig for øre ca en måned efter, at jeg ikke havde drukket andet, så jeg holder mig vandposerne..

Og med hensyn til de ekstra kilo.. Så er det ikke noget jeg lider under.. (Jeg mener forklaringen ligger i, at vi selv laver mad to gange om dagen, og at olieindtaget derfor er begrænset)... Tværtimod tror jeg, at jeg er skrumpet en lille smule.. (Her ligger jeg skylden på det faktum, at jeg er fuldstændig afskåret fra slik og chips!).

: ) En af fyrerne hernede var meget sød. Han har også lagt mærke til, at tøjet sidder mere løst end det plejer, men som han sagde, så synes han ikke, at det gør noget, og jeg skal jo nok tage det på igen når jeg kommer hjem, så jeg skal ikke bekymre mig..

Jeg har fået lavet en kjole hernede, som jeg synes er ret stor, så igår sagde jeg, at jeg ville havde den syet ind, hvorefter han siger, at det synes han ikke, fordi så kan jeg jo ikke passe den når jeg kommer hjem og tager på igen.. : ) -Tak for støtten..

Ren nydelse i Busua

Jeg er godt nok lige startet i School for Life, ikke desto mindre bad både Steffen og jeg om fri onsdag og torsdag i sidste uge. Fredag og 2. påske dag var fridage i forvejen. Så vi fik os fremskaffet en lille ferie, som gav os mulighed for at nå længere væk fra Tamale end det man kan nå på en weekend. - Og her var det oplagt at tage til kysten. Heroppe i nord høre vi meget op, hvor tørt det er heroppe, og hvor frodigt de har det nede sydpå.. Og så har de selvfølgelig alle strandene, så en badeferie var et nemt valg.

 Det tog to dage at komme derned, da der ikke går nogen direkte bus den vej. Vi havde derfor en nat i Kumasi, som er den anden største by i landet. Nærste morgen kl seks, var det på farten igen, nu med tro tro, som er en lille minibus, som køre efter princippet ”vi køre når bussen er fuld”. Tro tro til Takoradi, og efter en tro tro mere og en taxi, så var vi i Busua. En dejlig lille by!

Det var en rigtig fin by fordi selvom turisterne fylder meget, og alle de hostels og lodges som dertil følger så er det som om det er holdt i den ene ende af byen, hvorimod den anden ende bare er en lokal lille fiskerby. Lokalt fiskeri og surfere gik derfor hånd i hånd på sådan en rigtig fin måde.

Surfing er udover stranden i sig selv, noget af det der trækker ret mange til. Blandt andet steffen, som ikke havde været i byen i en time før han havde lånt sig et board, og så begav han sig ellers ud hver morgen kl halv syv..

Vi havde hjemmefra hørt om en logde, som også viste sig at være lige det sted vi søgte. Små hytter, palmer, hængekøjer og en bar og restaurant.. (Den lille hytte til højre er vores)

Morgenmaden, pandekager med banan og sukker blev indtaget på staranden..

Samme dag vi kom derned mødte vi to piger, som vi ugen før havde mødt i Tamale. De holdt også ferie sammen med en tredje, og da Steffen og jeg havde en aftale med en dansk pige, Sara, som også er fra Tamale, så var vi en fin lille gruppe som hyggede os i de tre-fire dage..

Og det var vitterligt de mest afslappende dage jeg har haft til dags dato!!

Der var aldrig nogen der vidste hvad klokken var, vi stod op når vi vågnede (sammen med varmen), spiste når vi var sultne og gik i seng når vi var trætte.. Ellers gik tiden i en vekselvirkning mellem at gå tur på stranden, ligge i solen, hoppe i bølgerne, læse en bog og drikke en drink i skyggen.. Hmm..

Vi formåede alle sammen at blive solbrændte på den første dag, hvilket bestemt ikke bragte glæde. Vi havde alle tænkt, at vi skulle ligge i solen og stege tre dage i træk. Desværre, eller måske heldigvis for vores hud, så var det faktisk ret overskygget noget af tiden dernede, så solbadning blev der ikke så meget af.

Når vi var ved kysten, og i en fisker by, så var der naturligvis masser af frisk fisk, og ikke mindst hummer! Sådan en levende en købte vi lørdag aften af en fisker, og fik så en restaurant til at grille den for os sammen med noget tun.. :) Lækkert..! 

 Søndag skulle Sara og jeg prøve at surfe.. Bølgerne derned var generelt meget kraftige, men jeg synes især i den hjørne, hvor de surfede, at det var meget kraftfulde. Ikke desto mindre gjorde det, at vi fik et par gode ture.. på maven.. For at komme op og stå, det kan jeg altså ikke finde ud af.. Men det var virkelig sjovt!

Og da søndag eftermiddag kom, og vi skulle til at afsted, så var det ikke med vores gode vilje! Jeg kunne godt være blevet et par dage mere!

Det sidste billed er taget på vej hjem i bussen om mandagen.. På den bustur sad jeg og tænkte, for første gang i mit liv, at hvis jeg skulle bo i et andet land i længere tid, så måtte det gerne være her. Jeg ved, at min mor ikke vil synes om den her tanke, men jo, hvis jeg nogensinde af en eller anden grund skulle bo i et andet land i et par år, så må det godt være Ghana. :)