Som en del af min tid i School for Life har det hele tiden været meningen at jeg skulle ud i et af deres distrikter og følge arbejdet med klasserne derude. Derfor tog jeg i ugen op til min fødselsdag til Salaga for at bo der en lille uges tid. Der sidder 3 medarbejdere i Salaga, 2 supervisorer og en koordinator. Om søndagen blev jeg hentet i en af school for lifes biler, som kørte mig derud. Jeg skulle bo på kontoret, som har et lille værelse til overnattende gæster.
Kontoret ligger lidt udenfor byen, og er søndag aften ret øde! Da jeg kom derud ved firetiden var Osman der. Han er caretaker. Det betyder, at han passer på huset i dagtimerne fra seks til seks, og om aftenen til næste morgen kommer der en watchman, som ser efter huset i de timer. I praksis betyder det, at de sidder på bænken ude foran eller ligger på en måtte og sover. Da vi var udenfor byen, havde jeg ikke rigtig mulighed for at gøre noget selv. Jeg fik besked på at sende Osman afsted på hans scooter, hvis jeg ville have fat i noget, så hentede og bragte han, hvad jeg gav ham besked på. Det synes jeg dog er en smule underligt, med sådan en ung fyr der står til tjeneste, så begrænsede mine indkom ret meget den uge. Den første aften kom han med mad til mig, som koordinatorens kone havde lavet. Kogte yams med tomat/bønnesovs. Det synes jeg var enormt fint. Resten af ugen levede jeg stort set af jollof rice og red red som han hentede i en chopbar et par kilometer væk. Ellers sørgede han altid for at der var kogt vand og te til mig, og om morgenen hentede han brød. Det er meget underligt ikke at være i stand til at gøre noget selv.
Men det var fedt at være i Salaga. Det var en blanding af en masse oplevelser, lidt arbejde og meget afslapning. Jeg ved ikke om jeg nogensinde har forklaret school for life (SfL) konceptet herinde. Men det går ud på, at man laver nogle klasser, som de små landsbysamfund i princippet har ansvaret for. Landsbyen har ansvaret for at finde en facilitator, en person som kan modersmålet og som frivilligt vil stå for undervisningen, de skal finde et sted at undervise og så skal de lave en lille komite, som har ansvaret for driften af skolen. Tilgengæld kommer SfL med undervisningsmateriale, de underviser facilitatorene og de kommer ud og supervisere dem over hele den ni måneders lange periode sådan en klasse vare.
Det er selvfølgelig tiltænkt børn som ikke er kommet ind i det formelle skolesystem. Grunden til at børn ikke kommer i skole hernede er ofte at forældrene ikke har råd til at betale schoolfees eller fordi børnene skal arbejde i huset eller i marken derhjemme. At gå i en SfL klasse er i princippet gratis. Da facilitatoren skal arbejde frivilligt indgås der dog aftaler i landsbyen om, hvordan forældrene kan hjælpe denne, så han kan få tid til at gå fra sit eget landbrug til at undervise. Klasserne ligger desuden altid om eftermiddagen, hvilket betyder at børnene kan arbejde i hjemmet om morgen og formiddagen. Disse ting gør, at flere forældre går med til at sende deres børn i skole. Når det ni måneders forløb så er slut skal SfL eleverne fortsætte over i det formelle skolesystem. - og det er der faktisk rimelig gode tal for at de gør. Ca 80% fortsætter i den offentlige skole.
Nå, det var lidt et side spring, men lidt nødvendigt for at forklare supervisorernes arbejde. Deres arbejde består altså i at tage ud til klasserne, for det første tjekke at de bliver afholdt, om børnene møder op og så assistere fasilitatoren, hvis denne har nogle ting som han/hun finder vanskeligt. Hver supervisor har ca. tyve klasser som de holder styr på. Desuden holder de møder med de lokale komiteer hvis der opstår problemer, og med forældre hvis der fx er et barn som ikke møder op til timerne.
Arbejdet med klasserne ligger altid om eftermiddagen, fordi det er her klasserne forløber. Lige nu går arbejdet meget med at tjekke om børnene har lært det de skal, fordi de i næste måned skal op til eksamen, som er den prøve som bestemmer hvilket klassetrin de skal ind på i den formelle skole.
Udover at arbejde lavede jeg også andre ting. Salaga var et meget stort knudepunkt for slavehandlen i Ghana, og faktisk for en stor del af Vestafrika. Slaverne blev transporteret dertil, for så at blive solgt på markedet, og derefter fragtet videre ned i landet, og ned til de hvide ved kysten.
Så den ene dag var jeg på guidet tur rundt i byen og se de forskellige ting som stadig minder byen om dens fortid. Jeg så badene og brøndene, hvor de badede slaverne, smurte dem ind i olie og fedede dem op så de så gode og stærke ud før de kom ind på markedet, jeg så gravpladsen, hvor de smed dem som ikke overlevede, og så markedet selvfølgelig, i dag markeret med et skilt og en busstation.
Efter slave rundturen tog Ibrahim mig med op i hvad han kaldte Salagas Rundetårn. :) De to supervisorer derude har begge været i Danmark igennem organisationen og et lærerudvekslingsprogram de havde for nogle år siden. Og i Danmark havde selvfølgelig været oppe i Rundetårn. Så meget stolt tog han mig med op på taget af byens største moske, hvorfor man kunne se hele Salaga, og meget mere. Det var rigtig fedt!
Salagas "Rundetårn":
Derudover brugte jeg utrolig meget tid på kontoret – med meget begrænsede ting at lave. Det meste af tiden gik med at se film på min computer, skrive dagbog, læse eller sidde ude på bænken sammen med de andre. Jeg nåede ned på et stress niveau som mest mindede mig om Busua. Det var en uge hvor jeg tullede meget rundt.. - Men det var en dejlig uge, bestemt!
Da de fleste klasser holder fri om fredagen, da det er et muslimsk samfund, så besluttede jeg at tage hjem der. Så kl ni om morgenen kom der en bil og hentede mig.
Hvis min praktik havde været bare en uge længere så tror jeg bestemt at jeg var taget derud igen.
No comments:
Post a Comment