Thursday, 19 May 2011

24 år

Søndag d. 15 maj er min fødselsdag, og på det punkt er jeg stadig et lille barn, som elsker at fejre denne dag. Desværre så vidste jeg ikke lige hvordan det skulle gøres, fordi ghanesere fejre ikke fødselsdag. Mange hernede kender ikke datoen for deres, og dem som gør fejre den i hvert fald ikke. Så vidste ikke om det ville være lidt for festligt at invitere ghaneserne til en dag, hvor man fejrede min fødsels. Sara derimod var med på den, - og hun har en ovn! Så dagen før havde vi aftalt, at hun ville lave boller, hun havde købt fransk smør og så ville hun tage en cacao blanding med om eftermiddagen. Så jeg var egentlig endt med at tænke, at det ville være min fødselsdag. Boller og cacao med hende og Steffen om eftermiddagen.
Jeg vågnede op til to søde smser hjemmefra og tanken om, at det jeg ønskede mig mest idag var en travelpack stjernemix! - Mmm, det kunne jeg godt spise. Da jeg stod op står der ude på bordet en flaske rødvin og et billed, som steffen tog af mig på vej til Busua. :) Det var nok, uden at vide det, det jeg ønskede mig anden mest. Tak steffen!
Steffen havde desuden købt jucie og æg, så morgenmaden blev lidt mere lækker end sædvanligt. Derefter gik jeg ind til byen, og købte ind. Det endte med at jeg købte en masse frugt, sodavand og slik, og så inviterede jeg drengene til også at komme om eftermiddagen. - Og det var så huggeligt! Saras boller havde hun formet til en lille kone, med slik på. Og det var lækkert at få boller med rigtigt smør! :) Selv ghaneserne kunne lide det! De plejer ellers at synes at brød er kedeligt, og at ting skal smage af en hel masse før de gider at spise det. Men Saras boller var virkelig et hit.
Jeg havde fået nogle lys af en anden pige før hun rejste, og havde fået flag med hjemmefra af min mor. Så alt var som det skulle være.
  Og jeg fik både dansk og engelsk fødselsdagssang.. Drengene blev desuden i overraskende land tid. Jeg har aldrig før set dem sidde stille det samme sted før i mere end et par timer. Men de sidste gik omkring halv syv tiden, hvor Steffen og jeg så gik på Swad og spiste. Det var en dejlig fødselsdag!

Med School for Life i Salaga

 Som en del af min tid i School for Life har det hele tiden været meningen at jeg skulle ud i et af deres distrikter og følge arbejdet med klasserne derude. Derfor tog jeg i ugen op til min fødselsdag til Salaga for at bo der en lille uges tid. Der sidder 3 medarbejdere i Salaga, 2 supervisorer og en koordinator. Om søndagen blev jeg hentet i en af school for lifes biler, som kørte mig derud. Jeg skulle bo på kontoret, som har et lille værelse til overnattende gæster. 
Kontoret ligger lidt udenfor byen, og er søndag aften ret øde! Da jeg kom derud ved firetiden var Osman der. Han er caretaker. Det betyder, at han passer på huset i dagtimerne fra seks til seks, og om aftenen til næste morgen kommer der en watchman, som ser efter huset i de timer. I praksis betyder det, at de sidder på bænken ude foran eller ligger på en måtte og sover. Da vi var udenfor byen, havde jeg ikke rigtig mulighed for at gøre noget selv. Jeg fik besked på at sende Osman afsted på hans scooter, hvis jeg ville have fat i noget, så hentede og bragte han, hvad jeg gav ham besked på. Det synes jeg dog er en smule underligt, med sådan en ung fyr der står til tjeneste, så begrænsede mine indkom ret meget den uge. Den første aften kom han med mad til mig, som koordinatorens kone havde lavet. Kogte yams med tomat/bønnesovs. Det synes jeg var enormt fint. Resten af ugen levede jeg stort set af jollof rice og red red som han hentede i en chopbar et par kilometer væk. Ellers sørgede han altid for at der var kogt vand og te til mig, og om morgenen hentede han brød. Det er meget underligt ikke at være i stand til at gøre noget selv.
Men det var fedt at være i Salaga. Det var en blanding af en masse oplevelser, lidt arbejde og meget afslapning. Jeg ved ikke om jeg nogensinde har forklaret school for life (SfL) konceptet herinde. Men det går ud på, at man laver nogle klasser, som de små landsbysamfund i princippet har ansvaret for. Landsbyen har ansvaret for at finde en facilitator, en person som kan modersmålet og som frivilligt vil stå for undervisningen, de skal finde et sted at undervise og så skal de lave en lille komite, som har ansvaret for driften af skolen. Tilgengæld kommer SfL med undervisningsmateriale, de underviser facilitatorene og de kommer ud og supervisere dem over hele den ni måneders lange periode sådan en klasse vare.

 Det er selvfølgelig tiltænkt børn som ikke er kommet ind i det formelle skolesystem. Grunden til at børn ikke kommer i skole hernede er ofte at forældrene ikke har råd til at betale schoolfees eller fordi børnene skal arbejde i huset eller i marken derhjemme. At gå i en SfL klasse er i princippet gratis. Da facilitatoren skal arbejde frivilligt indgås der dog aftaler i landsbyen om, hvordan forældrene kan hjælpe denne, så han kan få tid til at gå fra sit eget landbrug til at undervise. Klasserne ligger desuden altid om eftermiddagen, hvilket betyder at børnene kan arbejde i hjemmet om morgen og formiddagen. Disse ting gør, at flere forældre går med til at sende deres børn i skole. Når det ni måneders forløb så er slut skal SfL eleverne fortsætte over i det formelle skolesystem. - og det er der faktisk rimelig gode tal for at de gør. Ca 80% fortsætter i den offentlige skole.
Nå, det var lidt et side spring, men lidt nødvendigt for at forklare supervisorernes arbejde. Deres arbejde består altså i at tage ud til klasserne, for det første tjekke at de bliver afholdt, om børnene møder op og så assistere fasilitatoren, hvis denne har nogle ting som han/hun finder vanskeligt. Hver supervisor har ca. tyve klasser som de holder styr på. Desuden holder de møder med de lokale komiteer hvis der opstår problemer, og med forældre hvis der fx er et barn som ikke møder op til timerne.
Arbejdet med klasserne ligger altid om eftermiddagen, fordi det er her klasserne forløber. Lige nu går arbejdet meget med at tjekke om børnene har lært det de skal, fordi de i næste måned skal op til eksamen, som er den prøve som bestemmer hvilket klassetrin de skal ind på i den formelle skole. 

Udover at arbejde lavede jeg også andre ting. Salaga var et meget stort knudepunkt for slavehandlen i Ghana, og faktisk for en stor del af Vestafrika. Slaverne blev transporteret dertil, for så at blive solgt på markedet, og derefter fragtet videre ned i landet, og ned til de hvide ved kysten.
Så den ene dag var jeg på guidet tur rundt i byen og se de forskellige ting som stadig minder byen om dens fortid. Jeg så badene og brøndene, hvor de badede slaverne, smurte dem ind i olie og fedede dem op så de så gode og stærke ud før de kom ind på markedet, jeg så gravpladsen, hvor de smed dem som ikke overlevede, og så markedet selvfølgelig, i dag markeret med et skilt og en busstation.
  Efter slave rundturen tog Ibrahim mig med op i hvad han kaldte Salagas Rundetårn. :) De to supervisorer derude har begge været i Danmark igennem organisationen og et lærerudvekslingsprogram de havde for nogle år siden. Og i Danmark havde selvfølgelig været oppe i Rundetårn. Så meget stolt tog han mig med op på taget af byens største moske, hvorfor man kunne se hele Salaga, og meget mere. Det var rigtig fedt!
Salagas "Rundetårn":

 Byen og mig set fra oven...
 Derudover brugte jeg utrolig meget tid på kontoret – med meget begrænsede ting at lave. Det meste af tiden gik med at se film på min computer, skrive dagbog, læse eller sidde ude på bænken sammen med de andre. Jeg nåede ned på et stress niveau som mest mindede mig om Busua. Det var en uge hvor jeg tullede meget rundt.. - Men det var en dejlig uge, bestemt!
Da de fleste klasser holder fri om fredagen, da det er et muslimsk samfund, så besluttede jeg at tage hjem der. Så kl ni om morgenen kom der en bil og hentede mig.
Hvis min praktik havde været bare en uge længere så tror jeg bestemt at jeg var taget derud igen.

En dame på en cykel.. Taget nn af de mange stunder, hvor vi bare sad ude på bænken foran huset og observerede alle dem der kom forbi ude på vejen.. De andre grinede selvfølgelig da jeg tog det her billed.

Wednesday, 4 May 2011

Mole

Det at vi tog til Mole nationalpark i sidste weekend var meget impulsivt. Vi har hele tiden vist, at vi skulle derud på et tidspunkt, men vi regnede ud, at hvis man skal med offentlige transportmidler, så vil det kræve tre dage. Derfor ville vi skulle spørge om en fredag fri, og eftersom vi lige har holdt påskeferie ville vi udskyde det lidt. Men om eftermiddagen fredag i sidste uge fik jeg at vide at mandag var helligdag (Pga 1. maj.. hvis helligdagen ligger på en søndag, så rykker man den jo). Så meget hastigt besluttede vi at tage til mole dagen efter. Jeg var oppe kl seks for at få os skrevet på en plads i bussen, som skulle køre kl 14.. Men da jeg kom op til stationen for at hente billetterne kl 12 sagde de at bussen ville gå allerede kl 13, så der var vi der selvfølgelig. Bussen til Mole er kendt for at være mere end almindeligt ustabil, og vi sad da også og ventede på busstationen til kl 16, hvor en hollandsk pige vi var kommet i snak med finder ud af at der går en anden bus, ud til Larabanga, hvorfra vi ville kunne tage en taxa de sidste få kilometer. Så det gjorde vi, og fire timer senere var vi endelig fremme. Vi fulgtes med en pige fra Panama, den før nævnte hollandske pige, hendes forældre og hendes veninde.
Næste morgen startede vi med en "walking safari". En to timers gåtur rundt i lidt af parken hvor man ser en masse aber, antiloper, og så så vi to krokodiller.
Jeg har sat nogle billeder ind som viser lidt om hvordan det var, og hvad vi så.. 
Gåtur i den lokale by, som var fyldt med aber og vortesvin..
Hullet i sivene var et fint hvilested for en krokodille, som dog skyndte sig ud i vandet da vi kom.. Man kan lige skimte den ude i søen lidt længere uge..
 Efter gåturen spiste vi morgenmad på motellet. Om eftermiddagen skulle vi ud på en safari i bil. I tiden indtil da slappede vi bare af udenfor og i motellets pool. Her har en af aberne lige gaflet en sandwich fra frokostbuffen.
Driving safari..
Det er en elefant røv! En vaske ægte levende elefantrøv!
og det er et par elefant øre og pande.. jo jo, den er god nok.. jeg så en elefant! :)
 Og to bøfler så vi...
 Og en flot blå fugl, som jeg ikke har en chance for at huske hvad hedder..
Og et baobab træ!
 Der var masser af antiloper..

Efter turen fik vi at vide, at vi var meget heldige. Det er bestemt ikke alle som ser hverken elefanter eller bøfler på deres ture til Mole. Og af de tre andre biler som var taget afsted samme tid som os, havde en set en bøffel, en en elefant og en bil havde ikke set nogen af delene...
Jeg tror blandt rejsende, at der er meget blandede følelser omkring Mole. For folk som har været på Safari i Østafrika, er det tydeligt at se, at de ikke synes Mole er noget at råbe op om. Jeg selv synes det var rigtig fedt, men jeg kan også godt se, at hvis vi havde kørt rundt i to timer og ikke set andet end antiloper, så var min begejstring nok også begrænset.
Mole er gjort til noget meget stort, safari mæssigt, fordi det er det største Ghana har, og på den front kan jeg godt forstå hvis nogle går fra Mole med en lidt flad fornemmelse.
Ikke desto mindre er det et rigtig dejligt sted, og det er svært ikke at nyde parken. Alle hernede er da også enige om at det er et sted man bør besøge. Man skal bare tilpasse sine forventninger efter at vi sidder i Ghana, og ikke på den østafrikanske savanne.
Mole levede dog som sagt op over mine forventninger. Dejligt sted!

Det samme kan man dog ikke sige om den offentlige transport.. Næste morgen stod vi op kl 03.30, da dagens eneste bus til Tamale skulle gå kl. 04. Det gjorde den bare ikke.. den ville slet ikke gå den dag..
I stedet kunne vi komme med en af motellets biler til at køre os ind til en by 30 væk hvorfra vi kunne vente på en anden bus.. Eller han kunne køre os til helt til Tamale på 150 cedis.. Vi valgte det sidste. Den dyre, men rare og hurtige løsning. Vi var tilbage i Tamale kl 07 om morgenen. - Dejlig weekendtur!