Hej Danmark..

Selvom vi var kommet i luften lidt for sent i London, så landede jeg søndag på det planlagte klokkeslæt kl 12.50 i Kastrup. Her blev jeg modtaget af mor, far og en pose haribo. Dejligt!

Vi tog færgen hjem, hvor hele den øvrige store familie ventede i Todbjerg, med dejligt kageborg og senere aftensmad! - Det var så dejligt at se alle igen!

Nu har jeg så været hjemme i et par dage. Og selvom jeg ikke helt har fået pakket kasserne ud endnu, så er jeg også tilbage i lejligheden, og tilbage på kontoret hos projektrådgivningen, hvor jeg skal være resten af min praktik.

Den blandede følelse, jeg forlød Ghana med, er der stadig. Jeg savner Ghana, og ville tage tilbage lige med det samme, hvis jeg fik muligheden for det. Jeg har brugt de sidste par dage på at høre en masse musik dernede fra, se billeder og ikke mindst er mine tanker ofte stadig dernede.

På kontoret er jeg også så heldig at have en masse folk, som kender Ghana rigtig godt, så her kan man også komme af med nogle af alle de Ghana tanker som stadig florer i mit hoved.

Men jeg har også brugt de sidste par dage på at se familie og veninder som jeg ikke har set længe, og gud hvor er det dejligt! Noget af det jeg har savnet i Ghana var netop nogle mennesker som kendte mig godt. Bedre end de har kunne komme til i Ghana på de tre måneder jeg har været der. Jeg har savnet folk som vidste hvad jeg snakker om, og som man kunne lave interne jokes med. Det er virkelig dejligt at komme tilbage til!

Good bye Tamale.. Good bye Ghana..

 Den sidste tid i Tamale gik meget hurtigt. Jeg synes fx at den sidste weekend kom meget hurtigt, og dermed weekenden, hvor jeg gjorde de første ting for sidste gang. Sara og jeg havde vores sidste lørdags lunch på Sparkles (noget der med tiden har udviklet sig til at blive en fast ugentlig begivenhed), vi var ved poolen for sidste gang, og ikke mindst var vi i byen, på Giddipass for sidste gang. Den sidste uge blev yderligere presset da jeg besluttede at tage to dage før fra Tamale end egentligt planlagt, fordi jeg så ville kunne nå ned og se lidt mere ved kysten, inden jeg tog afsted. Blandt andet ville jeg gerne se et af de mange kendte slaveslotte som pryder Ghanas kyst. Dermed blev min afrejse altså rykket fra fredag til onsdag.
Mandag aften havde Steffen aftalt med en af pigerne i huset at de skulle lave fufu. Det var rigtig sjovt, og en hyggelig aften hvor vi brugte noget mere tid sammen med familien. Fufu er noget de spiser rigtig meget i Ghana. Det er kogte yams, som man tæsker i en træskål, og som derefter får en dej agtig konsistens. Dette dypper man i en suppe, og spiser så med fingrene.

 Tirsdag fik jeg sagt farvel til SfL og GDCA kontorerne. Og om aftenen tog vi på Jungle Bar, hvor jeg sagde farvel til mine ghanesiske venner. Tanken om at jeg måske aldrig ser dem igen er meget mærkelig.  Og må indrømme, ikke rigtig noget jeg kan forholde mig til.. Så den tanke skubber vi lidt væk.. Jeg vidste at jeg ville få en meget travl onsdag, så efter Jungle Bar tog jeg hjem og pakkede... Det er også underligt.. at skulle pakke hele sit liv fra tre måneder ned i to tasker.. Men sådan er det jo..

Onsdag skulle jeg lige nå det sidste inden vi skulle med bussen ud af byen kl tre. Det vil sige, jeg skulle til et sidste møde med LOM, da vi stadig havde et lille hængeparti angående en lille raport jeg lavede for dem. Så ville jeg også gerne ud at se det sted hvor Iddris og Osmans dansegruppe holder til. The Youth Home, som jeg har hørt så meget om. Og så skulle jeg mødes med Sara inde ved kulturecenter, for lige at lave lidt indkøb af ghanesiske ting, inden jeg tog afsted. Alt sammen noget der gav en meget travl dag! - Og jeg hyggede mig så meget med Sara at jeg slet ikke kunne tage mig sammen til at tage hjem, hente mine ting og komme afsted... Det var som om jeg skulle sige farvel til byen, ikke nogen bestemte mennesker, det havde jeg gjort, men byen, og det var svært.. Havde ikke rigtig lyst til at smutte... Så trak den til det yderste..

Og vi endte da også med at komme alt for sendt hjemme fra, og nåede ikke den bus vi egentlig havde planlagt. Jeg skulle afsted sammen med Iddris, en som jeg har været rigtig meget sammen med på det sidste. Planen var at vi skulle tage en bus til Kumasi den aften, for så at sove der, og tage en bus videre meget tidligt næste morgen. Men eftersom vi ikke nåede den planlagte bus, endte vi først med at være i Kumasi kl et om natten. Så var der fire en halv time til næste bus gik, og vi besluttede derfor ikke at finde et hotel, men i stedet blive på stationen og vente.. Så vi fandt en dame som lavede æggesandwich og te, og så brugte vi natten på at spille uno foran hendes bod.

Næste morgen tog vi til Cape Coast. En rigtig lækker by ved kysten, hvor de tidligere engelske kolonisters indflydelse ses meget tydeligt på byggestilen. Det gør byen meget charmerende.

Desuden har den nogle lækre strande.. (for mit vedkommende kun at se på, fordi man aldrig ved hvad de propper i havet...)

 Og så har de det jeg kom for. Cape Coast Castle, som er et af de største slaveslotte tilbage fra den tid. Det er sindssygt flot! - På overfladen.. Men når man går under jorden og bliver konfronteret med kamre med plads til 1000 fanger, der har levet under fuldstændig inhumane vilkår eller når man står foran ”gate of no return”, så bliver man mindet om hvad det egentlig er der er foregået, på dette ellers smukke sted.

Omfanget for slavehandlen af afrikanere er meget usikre, og der findes tal alt imellem 12 og 25 mio., som er blevet handlet til Syd eller Nord Amerika eller Europa.

Til min overraskelse var antallet af slaver til Nord Amerika faktisk meget begrænset. Jeg har læst mig frem til at en tredje del af slaverne kom til Brasilien, en tredje del til Cuba og så var den sidste tredje del fordelt på resten. Og at det anslås at der kom 1-3 mio. slaver til Nordamerika. Det overraskede mig faktisk.

 Fint fangerum, men plads til 150 kvindelige slaver.. Mændene var 200 på ca den samme plads.

 Livligt fisker liv lige udenfor "Gate of no return"

Men men, vi havde kun en enkelt nat i Cape Coast hvorefter vi tog videre til Accra. Her fandt vi et fint fint hotel, og slappede mest bare af i byen, imens jeg købte de sidste gaver og ting med hjem.

Lørdag aften fulgte Iddris mig til lufthavnen, hvor jeg som planlagt fløj ved ellevetiden... Det var rigtig underligt at skulle forlade Ghana. Jeg har været meget meget glad for mit ophold der, og ønsker bestemt at komme tilbage en dag. Jeg har været omgivet af søde mennesker dernede. Ghanesere har en fantastisk lyst til at møde en, lære en at kende, og sørge for, at man altid har det godt. De har en venlighed, som jeg ikke synes jeg har mødt noget andet sted i verdenen, og det var derfor også med en meget blandet følelse at jeg gik ind i lufthavnen og steg ombord på flyet. Jeg kommer helt sikkert til at savne Ghana og folkene dernede meget.